Rapport fra turen (dansk)

Dagbog fra vort besøg hos familien i USA (dansk udgave)

På opfordring til også at skrive rapporten fra turen på dansk, følger her en oversat udgave.

Nogle vil måske undre sig over, at jeg ikke nævner min lillebror og hans familie ved navne. Det er af sikkerhedsårsager som følge af hans arbejde, at det ikke må fremgå.

-----------

Det var ikke muligt for mig, at skrive på min blog i løbet af besøget i USA, da jeg ikke havde medbragt min computer, og det var ganske enkelt for besværligt at skrive fra telefonen. 

I stedet vil jeg forsøge at lave et langt indlæg med hvad vi oplevede i de par uger vi besøgte familien. Den kommende tid vil jeg så forsøge at lave nogle indlæg om mindre emner fra turen.

Tirsdag, den 2. juli

Vi afrejste med fly fra Aalborg Lufthavn den 2. juli, hvor vi fløj med Norwegian Air til København, hvor vi skulle vente i omtrent e timer. Herfra fløj vi videre, også med Norwegian Air til JFK Lufhavnen i New York, USA. Turen gik fint. Der var næsten ingen turbulens på turen, men den ca. 8,5 times flyvetur gør alligevel en træt, især når man ikke er vant til den slags lange rejser. 

Vi ankom til New York City (NYC) kl. 21.30, og skulle herefter igennem immigrationen. Heldigvis tog det kun godt én  time, før vi kunne fortsætte. Vi havde besluttet at tage en taxi fra lufthavnen til Stewart Hotel på Manhatten, hvor vi skulle sove om natten. Da vi gik ud af lufthavnen blev vi ramt af ca. 32°C meget fugtig luft, og det var som at løbe direkte ind i en murstensvæg. Taxituren var ikke helt uden dødsfare. Marlena og børnene, som sad på bagsædet, var i hvert fald ikke sikre på om vi ville nå levende frem til hotellet. Det gik stærkt, meget stærkt, og med konstante baneskift i høj fart på en motorvej fyldt med huller og andre skader, og med den ene hånd konstant på hornet. Vi overlevede dog. 

Vi ankomt til Stewart Hotel for at finde ud af, at de havde opgraderet os til en suite på 25. etage i stedet for et almindeligt dobbeltværelse med to senge. Marlena og jeg sov i det ene soveværelse, mens Eliza indtog det andet soveværelse og Nichlas valgte den udklappelige sovesofae i stuen. Han var ikke helt indstillet på at skulle dele seng med sin søster.
Da vi havde fundet ud af, hvor vi hver især skulle sove, var vi alle meget sultne. Jeg tog ned i forhallen, kun for at finde ud af de kun havde en enkelt halvtør sandwich i køleren. Jeg gik i stedet ud på gaden og opdagede at  skråt overfor lå en åben pizzarestaurant. Jeg købte nogle slides og noget at drikke, og tog det med op i suiten. Da vi var færdige med at spise, var klokken blevet 00.30, så vi gik i seng. Vi sov ikke super denne nat. Ikke på grund af dårlige senge, nok mest lydene fra NYC, aircondition anlæggene og rejsen i det hele taget, som nok alt sammen ikke gjorde det lettere.

Onsdag den 3. juli

Næste morgen, da vi var stået op, og imens Marlena gjorde sig færdig, gik Nichlas og jeg en tur ned på gaden og gik lidt op og ned ad 7th Avenue og kiggede på det hele. Det var allerede meget varmt. Da Marlena var klar, pakkede vi vores bagage og tjekkede ud  og satte kursen mod Penn Station, som viste sig at have en indgang lige på den modsatte side af gaden. Selvom New Yorkerne bare krydsede gaden, skulle vi alligevel ikke udfordre trafikken med al vores bagage, så vi ventede på der blev signal for  fodgængere. 

Penn Station er tre togstationer i én. Det er den travleste i hele Nordamerika, og det tog os ca. 15 minutter at gå fra indgangen til den del af togstationen hvor vi skulle være. Hele Penn Station ligger placeret under jorden, og den er fyldt med mennesker. FYLDT! Da det var den 3. juli og dagen før USA Uafhængighedsdag, var der masser af politibetjente udstationeret overalt med maskingeværer og hunde overalt på stationen.
Vi fandt os nogle bagels som morgenmad på Dunkin Donuts, og købte nogle donuts med til togrejsen.

Hvad vi ikke var vant til var, at skulle stå i kø for at komme med toget. Et skilt på togstationen viste os hvor køen startede, og omtrent 1 time før afgang begyndte folk at stille sig op i kø, så det gjorde vi også. Køen voksede sig længere og længere som tiden gik. Da tiden nærmede sig afgang, kom en servicemedarbejder og bad os følge efter hende. Alle fastholdt sin plads i køen. Da vi kom ned til perronen endnu længere nede under jorden, blev vi adspurgt om destinationen og blev herefter henvist til hvilken vogn vi skulle gå ind i. Imens vi havde stået i kø, havde en ældre dame foran os fortalt, at hun anbefalede os at finde siddepladser i venstre side af toget, så vi kunne have udsigt over Hudson-floden på turen. Så det gjorde vi. Modsat danske tog, hvor man typisk sidder to og to overfor hinanden, så vender alle ansigerne i køreretningen.

Togturen fra Penn Station til Albany-Rennselear Station tog cirka 2 timer. Vi mødte min mor, storebror og hans datter, Avery, i ankomsthallen på togstationen. De første krammere blev uddelt, og det virkede faktisk slet ikk hverken akavet eller underligt for nogen af os. Det føltes mere som et gensyn med venner. Avery optog det første møde på en medbragt iPad, og vi drillerede hende lidt med, at hun mest havde filmet vores fødder. 

Familien tog os derefter med til Denny's Diner. En restaurationskæde, som serverer morgenmad og brunch-retter 24 timer i døgnet. Det var super lækkert. Med fyldte maver kørte vi herefter til min storebrors hus i Valatia [udtales: Valææj-shji-á], hvor vi skulle være de første 6 dage. Resten af dagen slappede vi mest af og nød tiden sammen. 

Torsdag den 4. juli

Jeg vågnede tidligt, gik ned og tog noget morgenmad sammen med min mor på verandaen foran huset. Det var et skønt vejr, og vi sad bare og snakkede, kiggede på egern, jordegern og alle mulige fugle jeg ikke kendte.

Senere denne dag tog vi en tur i "Ocean State Job Lot", lige nede for enden af vejen. Det er en forretning, hvor min storebror arbejder deltids som manager for kassebetjeningen og kundeserviceafdelingen. Ocean State Job Lot er en forretning der indkøber overskudslagre fra andre forretninger, og sælger dem billigere. Vi handlede der nogle gange. 

Om aftenen grillede vi nogle hamburger, hotwings og pølser, og senere kørte vi ind til Albany, hvor vi fandt os en plads på hjørnet af et lyskryds, hvorfra vi kunne se fyrværkeriet ved Rockefeller Plaza. Bagefter tog vi hjem og sad og snakkede et stykke tid, inden vi gik i seng. 

Fredag den 5. juli

Ligesom dagen før, spiste jeg morgenmad på varandaen sammen med min mor. Det blev næsten et dagligt ritual i min brors hus.
Senere tog Marlena, Nichlas, Eliza, min mor og jeg til Albany, hvor vi shoppede hos Target og bagefter hos Walmart. Nichlas havde dog svært ved at finde tøj han kunne passe, da selv størrelse Small virkede lidt som et telt på ham.
Al denne shoppen gjorde os også sultne, så vi smuttede i butikkens restaurant, en Dunkin Donuts, og fik lidt at spise.

Resten af dagen var afslapning og tid med familien. 

Lørdag den 6. juli

Dagen startede ligesom de foregående morgender. Spiste morgenmad på varandaen, men i dag slog Marlena sig til. Vi sad der i ca. 32°C og meget fugtig luft (omkring 90% luftfugtighed), da et tordenvejr brød løs. Et par lyn slog ned blot få hundrede meter fra hvor vi sad
Vi nød at se på egernerne og jordegernerne, som løb omkring og søgte efter et sted at gemme sig, inden det hele brød løs. Også en kolibri lagde vejen forbi, da den havde forvekslet en knude af rødt reb med en blomst.

Senere denne dag fik jeg endelig mødt min lillebror for første gang. 

Søndag den 7. juli

Min 44. fødselsdag. 

Dagen startede som de foregående morgender med morgenmad på verandaen.

Ved 9-tiden tog hele familien afsted mod Saratoga National Cemetery (kirkegård), hvor vi besøgte min fars gravsted. Min lillebrors hustru kunne ikke være med pga. arbejde.
At stå der ved graven gav mig kuldegysninger og gåsehud. Jeg var egenligt meget berørt. Vi tog nogle fotos, og jeg placerede en sten jeg havde taget med fra Danmark, hvorpå jeg havde skrevet: "Hej far. Så fandt jeg dig endelig. Hilsen John" Jeg lagde stenen på gravstenen, og hele familien fandt det ganske bevægende. Jeg havde placeret noget stærkt dobbeltklæbende tape på bagsiden, så den ikke sådan lige forsvinder. Normalt fjernes alt der er placeret på og ved gravstederne, når personalet slår græsset. Familien håber dog, at denne sten får lov at blive liggende.

Bagefter kørte vi til en lille by oppe i bjergene, som hedder Lake George Village. Vi gik omkring i denne smukke by, som er meget turistet. Vi fandt en restaurant med udsigt til søen, hvor vi spiste frokost. Desværre var det ikke just den bedste oplevelse. Først ventede vi laaang tid på at maden skulle ankomme, kun for at opdage de kun kom med maden til vi voksne. Da vi var knap færdige, kom børnenes mad, undtagen en. Da børnene var knap færdige med sin mad, kom den sidste tallerken endelig. Frokosten endte derfor med at tage meget længere tid, end vi havde planlagt.  

Marlena, Nichlas, Eliza, Avery og Leila valgte at prøve Escape LG, hvor man bliver låst inde i et rum. Man skal så løse en række opgaver og indsamle en række genstande for at låse døren op igen. De havde 60 minutter til opgaven, men brugte 56 minutter. Imens var min lillebror nødt til at køre sønnen hjem, da han havde forstuvet anklen. Resten af os gik rundt og kiggede på butikker, på søen og købte lidt forskelligt at hygge med.

Vi kørte de ca 1,5 time hjem og slappede af et par timer, før vi alle mødtes på Crackers Barrel til aftensmad. Crackers Barrel er en restaurant med mad fra det sydlige USA. Da vi havde spist, shoppede vi lidt i deres butik i forbindelse til restauranten. Herefter kørte vi hjem til min mors hus, hvor Marlena havde lavet dansk fødselsdagslagkage, som vi så nød til dessert. Klokken var nu omkring 22.00. Da vi havde spist dette, kørte vi hjem til min storebrors hus, hvor vi alle gik i seng. Både min storebror, hans kone og søn skulle alle på arbejde næste morgen, og min lillebrors datter skulle på Sommerskole. For at kan gå fra en klasse til den næste, skal man have optjent et antal point. Har man fået for få point i løbet af året, kan man forsøge at indhendte de manglende point på sommerskoleophold. 

Min storebror og hans familie, gav mig et billede, hvor der står: "Blessings" (velsignelser) og et stort antal kaffefiltre. Vi har en kaffemaskine af amerikansk fabrikat, men man kan ikke få filtrene til denne i Danmark, så derfor medfulgte en genbrugsfilter. Ulempen med denne er dog, at der er en del grums i kaffen. Min lillebror gav mig en æresmedalje fra US Marine, som han blev givet for sin tjeneste i 2001 i Kuwait. Marlena og børnene gav mig to billetter til Michael McIntyre show i september. Familien i Danmark havde givet gaver inden vi rejste.  

Mandag den 8. juli

Afslapningsdag. Der skete ikke så meget, og vi var alle trætte fra alle oplevelserne dagen i forvejen. Familien skulle også alle på arbejde. Kun min mor og jeg tog i supermarkedet og handlede lidt madvarer. Jeg fik lov at prøve at køre min mors Cadillac for første gang. Det var lidt en udfordring, da jeg ikke er vant til automatgear. 

Tirsdag den 9. juli

Familien var på arbejde, og imens flyttede vi over i min mors hus, da min storebrors søn, Spencer's,   studentergilde (graduation) nærmede sig, og svigerfamilien skulle overtage gæsteværelset. Det vidste vi længe før vi rejste derover. 

Senere tog vi på shopping... Igen. 

Denne gang tog min mor os til Colonie Mall, der er et storcenter. Vi shoppede mest nyt tøj, da tøj kun koster omkring 1/3-del af prisen i forhold til i Danmark. 

Da vi blev sultne, tog vi os noget at spise på madtorvet. Et madtorv er et sted med mange restauranter, men med fælles borde. Vi kunne derfor vælge forskellige ting, efter hvad vi havde lyst til. Nichlas valgte en burger. Eliza Chicken Popcorn, der er en slags kugleformede nuggets med Ø2 cm. Marlena og min mor valgt kinesisk og jeg valgte mexicanske tacos.

Onsdag den 10. juli

Min storebror, Len, havde en fridag fra sit dagarbejde. Senere på dag skulle har møde ind på sit deltidsjob. Len og Avery kom derfor og tog os og min mor med en tur til Albany.  

Først besøgte vi det statslige nationalmuseum for New York State (NYS) Her finder man bl.a. den største udstilling af terrorangrebet den 11. september 2001. Det var en meget spændende udstilling. Det er et kæmpe museum, og det føltes som om den aldrig ville ende. Eliza havde fået for meget sukker til morgenmaden, og gik helt sukkerkold, så vi måtte finde noget vand, så hun kunne få det lidt bedre igen. Mor havde lavet amerikansk morgenmad med pandekager, æg, bacon og pølser. Pandekager med sirup OG sukker kan åbenbart slå selv den mest hårdføre pandekagespiser ud af kurs.

Udsigt fra 42. etage.

Efter museet, mødtes vi med Lens kone, Sky, ved indgangen til Corning Tower ved Rockefeller Plaza, hvor hun arbejder. Hun tog med os op på udsigtsetagen på 42. etage. Nichlas, der ikke har det godt med højder, satte sig på en bænk langs væggen, så langt fra vinduer som muligt. (Han havde fået muligheden for at blive nede). Det var en helt fantastisk udsigt fra udsigtsetagen. Bagefter tog vi ned i parken nedenfor, hvor der var grøntsagsmarked denne dag, så der var mange boder og biler der solgte mad fra alle verdenshjørner. Da vi havde fået lidt at spise, kørte vi hjem.

Om aftenen havde en af mors koreanske veninder og hendes amerikanske mand inviteret os ud at spise på en kinesisk restaurant i Albany. Der var en kæmpe buffet med alverdens kinesiske specialiteter. 

Torsdag den 11. juli 

Min kusine Denise og jeg.

Vi fik i dag besøg af min kusine, Denise, som hjalp mig ved at svare på spørgsmål, der ledte mig i kontakt med familien tilbage i februar.
Senere blev Marlena og Eliza kørt over til den skønhedssalon, hvor min lillebrors kone arbejder som receptionist/manager. Marlena fik lavet en manicure. Imens kiggede jeg i gamle fotoalbums, og fik affotograferet nogle af billederne.

Om aftenen dukkede min lillebror en smut forbi. Det var rigtig hyggeligt. Han var dog ret træt efter dagens arbejde. 

Fredag den 12. juli

I dag tog min mor mig med på en køretur til Castleton on Hudson Village, som er en ældre bydel tættere på Hudson-floden, for at se de steder familien har boet tidligere. Vi startede med at se det hus, hvor de flyttede ind i da de lige var kommet fra Korea. Her boede de sammen med min faster og hendes familie. Det havde været en meget hård periode, da huset var i meget dårlig stand. Huset stod i dag forladt og fuldstændig tilgroet.

Huset familien købte.

Familien lejede sig ind i en lejlighed i et hus nogle hundrede meter derfra, men lejligheden viste sig at være stærkt befængt med kakkerlakker, så der boede de ikke ret længe. De fandt et andet hus på den anden side af byen, dog lidt udenfor byen, tæt på floden. Denne lejede de billigt i ni år, imens de sparede penge op. Da de havde sparet penge nok op, købte de den ene del af et dobbelthus midt i byen, som nabo til togstationen og med udsigt til Hudson-floden. Fra varandaen på bagsiden af huset, var der nærmest kun centimeter til togskinnerne. Her på varandaen sad min far ofte og røg sine smøger, mens han kiggede på togene der susede forbi og floden bagved.  

Om aftenen havde min lillebror og hans hustru og datter valgt at tage os med i et andet storcenter; Crossgate Mall. Dette er det største storcenter i Albany, og det er kæmpe. Vore børn var blevet sultne, så vi fandt madtorvet. Marlena havde dog besluttet sig for at ville shoppe, og smuttede videre. Med sig tog hun alle pengene, så vi var prisgivet og kunne ikke gøre noget andet, da ungerne havde spist færdigt. Først gik vi lidt rundt og kiggede efter hende eller de andre, men opgav og gik tilbage til indgangen, hvor vi skulle mødes. Her sad vi så og ventede, indtil de andre var færdige.

Bagefter tog i Target for at købe noget badetøj til Nichlas og Eliza. Okay ja, der røg mere i indkøbskurven end bare dette...

Vi var hjemme tæt på midnat.  

Lørdag den 13. juli

I dag var det Spencers studentergilde. 

Vi havde lovet at komme og hjælpe til med at pynte op mv. et par timer før. Festen skulle foregå i en stationær pavilion i 'Volounteers Park' i Valatia. Festen blev holdt som et Åbent Hus arrangement fra 12-18, hvor flere end hundrede gæster var blevet inviteret, dog kun godt halvdelen dukkede op. Uanset, så havde vi en skøn og enormt varm dag. Børnene og de unge nød vandballonerne der var placeret der. Som hovedpersonen, måtte Spencer også se sig selv som hovedmål for de fleste af vandballonerne fra sine venner.

Efter vi havde ryddet op, tog familien og nogle af hans nærmeste venner, alle hjem til familiens hus. De unge fortsatte festen ude i baghaven med "pools", bål, sodavand og mere mad.

Senere på aftenen, kom min lillebror og hans familie også. Vi fik taget et par familiefotos i baghaven. Da dette var overstået, tog vi hjem til min mors hus. Alle var godt trætte, men især var Nichlas og Eliza meget, meget trætte.

Søndag den 14. juli

Min lillebror og hans familie havde inviteret os med i Six Flags Great Escape, som er den nærmeste forlystelsespark. Vi tog derop, og havde deres datters kærste og Avery med. 

På vejen derop svingede min lillebror ind forbi sit arbejde for at hente nogle walkie talkies, i tilfælde af vi skulle komme væk fra hinanden. Vore telefoner virkede kun når der var wifi. Jeg fik en hurtig rundvisning på hans arbejdsplads og kontor.

I forlystelsesparken prøvede vi nogle forskellige rutchebaner, men det meste af tiden blev brugt i vandlandet, hvor vi flød rundt i baderinge i en langsomtflydende "flod", der flød i ring. Det var skønt. 

Mens vi var der, ringede vores mor til min lillebror, for at sige vi skulle være hjemme inden gadelygterne blev tændte. Det var vi så ikke! På vej hjem var vi forbi en Drive In biograf, for at sætte hans datter og hendes kæreste af. Hans mor ville så tage dem og nogle af deres venner med ind og se film.  

Da vi kørte op og parkerede udfor mors hus, sad hun i vinduet med gardinet trukket til side og persiennerne hevet op og kiggede ud på os. Det var som to teenagedrenge der var kommet for sent hjem og stod til stuearrest. Hold da op hvor vi grinede.

Mandag den 15. juli

Sidste hele dag med familien.

Cousin Harold and I.

Om eftermiddagen havde min mor inviteret nogle naboer, veninder og familiemedlemmer til at komme forbi og hilse på 'giraffen'. Her fik jeg så også hilst på min fætter Harold, der også kom et smut forbi. Vi sad alle under skyggen fra træerne i min mors forhave og snakkede hele eftermiddagen. 

Senere, da de havde fået fri, kom min storebror og familie også, og han startede grillen op. De havde også medbragt nogle rester fra studentergildet forleden dag. Imens vi spiste, kom min lillebror og hans familie også. Da vi alle var færdige med at spise, og de fleste af gæsterne var taget afsted, fik vi tre brødre os et par øl sammen, som vi længe havde talt om. De fik også smagt på rød Aalborg akvavit, som jeg havde taget med mig derover. Min storebror syntes det smagte som at tygge i sure sokker, hvortil Avery gerne ville vide hvornår han havde prøvet det?

Min kusine Denise's søn.

Familien sad nu og hyggede og pjattede sammen i haven til sent. Vi havde det bare så sjovt og hyggeligt sammen, og vi følte os virkelig som en integreret del af familien. Vi var ikke længere bare gæster, vi var en fuldgyldig del af familien, der blot bor langt væk, men var hjemme på besøg.  

Vi besluttede os alle for at tage ned på den lokale tank for at få is, inden alle tog hjem i seng. Efter store, lækre is på en total invaderet tankstation, blev der uddelt kram. Nogle af familiens medlemmer ville vi ikke komme til at se mere i denne omgang, men det var ikke endelige farvel, men på gensyn. Vi var kommet til at holde af dem alle utroligt meget. 

Tirsdag den 16. juli

Formiddagen og første del af eftermiddagen blev brugt til at pakke kufferter. Og veje dem om og om igen. Ompakke og omvejning. Vi måtte have maks 20 kg i hver kuffert, så vi forsøgte at lægge os lige under for at være sikre på vi ikke overskred og skulle betale dyre penge.

Kl. 14.30 kom Len og hjalp med at køre bagagen til togstationen i Albany. Vi var blevet anbefalet at være der en time før afgang, for at være sikre på at få nogle ordenlige siddepladser sammen, så det var vi. Det viste sig dog, at der ikke var mange der skulle med toget, så vognen var nsæten tom. Len og mor blev og hyggede med os indtil vi skulle op og stå i kø. Mor blev dog længere og stod længede og tørrede sine øjne og vinkede igen og igen. Hun fortalte senere, at hun havde det som om hun nu mistede mig igen.

Togturen gik fint og uden problemer. Det virkede endda som om det gik hurtigere, end da vi ankom.
Da vi ankom til Penn Station, gik vi ud på 8th Avenue, for igen at stille os i kø til at få anvist en taxi. Chaufføren besluttede sig for at undgå motorvejen til lufthavnen, og valgte istedet at tage de små vejen gennem Manhatten og Queens, da trafikken nærmest holdt stille på motorvejen, som han sagde. Om ikke andet, så fik vi da set lidt af NYC. Turen tog cirka en time og femten minutter. Heldigvis har de fast takst til lufthavnen, men igen føltes det lidt som at køre med livet som indsats af en chauffør der flere gange var ved at falde i søvn bag rattet af træthed.

Beklager den dårlige kvalitet.
Venter i lufthavnen.

Flyet skulle først lette 23.30, så vi var i god tid. Desværre konfiskerede sikkerhedskontrollen et glas Apple Butter (en slags æblemarmelade), som Len havde købt til Marlena på Crackers Barrel. Også de sodavand mv. mor havde givet os med til at kunne drikke i lufthavnen, blev smidt ud. Tjaa, vi havde advaret hende. 

Terminal 1 på JFK lufthavnen viste sig at blive en stor skuffelse. En af verdens største lufthavne, og så var der nærmest ingenting at se på. En række spisesteder og nogle få dyre eksklusive forretninger. Marlena stod i kø for at købe nogle små poser chips og en pakke kiks, ialt 4 varer. Det ville de have 270 kr. for, så vi valgte ikke at købe alligevel. 

Vi fandt os en bænk at sidde på, og her sad vi så i et par kedelige timer. Imens vi sad der, fandt jeg pludselig en kuvert i min håndbagage, som en af min mors veninder havde givet os med $50 til lidt snacks til børnene når vi kom til lufthavnen, så de fik alligevel deres chips. 

Onsdag den 17. juli

Photo of the 3D GPS at the airplane.

På flyet så vi forskellige film. Marlena og jeg faldt lidt i søvn en gang imellem, eller hvilede bare, mens Nichlas og Eliza holdt den gående hele vejen.

Vi landede omkring 13.30 i København. Vi var alle meget trætte. Efter paskontrollen, gik vi hen for at finde den gate hvorfra vi skulle flyve videre til Aalborg. Vi fandt os et stid at sidde der, da vi alle var for trætte til at vandre rundt. Især Eliza, der var helt bleg af træthed, eftersom hun ikke havde sovet i omkring 26 timer.

Knap fire timer efter lettede vi fra København med kurs mod Aalborg. Der var ikke så mange passagerer på flyet, så jeg fik lov at flytte til et vinduessæde. Jeg sad og stirrede ud af vinduet hele turen, men var dog ved at falde i søvn et par gange.

Da vi var landet i Aalborg, og efter at have fået vores kufferter, tog vi en taxi hjem. Det var en hel smertefri tur, sammenlignet med taxiturene i NYC. Marlenas søster havde set efter lejligheden, og havde stillet en buket roser og et "Velkommen hjem" skilt til os på spisebordet. Det var sødt gjort. 

Efter at være kommet hjem, var vi mest interesserede i at se, om noget var blevet taget fra kufferterne i tolden. Særligt var vi nervøse ved en snekugle, som min mor havde foræret Marlena, da den indeholddt mere end de lovlige 100 ml væske. Heldigvis viste alt sig at være der. 

Omkring kl. 20 gik Eliza i seng, og kort efter gjorde Marlena det samme. En lille time efter fulgte jeg efter, mens Nichlas var klar til at skulle se film og spille computer. Han var så overtræt, at han ikke længere mærkede trætheden. Jeg slukkede for wifi'en og gik i seng. Nichlas og Eliza sov 14 timer...